Holstebro: Hvad er god stil på nettet? Hvad er god økonomi? Og hvor kan man få hjælp, hvis økonomien er "skredet"? Skal man bekymre sig om sundhed, mens man er ung? Hvordan passer man bedst på sig selv, når man har sex - eller når livet er svært? Og hvilke regler gælder, når man får et fritidsjob? I alt 1.400 førsteårselever fra ungdomsuddannelserne i Holstebro får hjælp til nogle af ungdommens store spørgsmål. De er inviteret til forebyggelsesdage med workshops under overskriften "Bliv klædt på til ungdomslivet". Forebyggelsesdagene er skabt i samarbejde mellem ungdomsuddannelserne og en lang række afdelinger i Holstebro Kommune. Formålet er at skabe viden og refleksion blandt de unge, så de i højere grad bliver i stand til at mestre eget liv og blive klar over, hvor der er hjælp at hente, hvis det er gået galt. "Bliv klædt på til ungdomslivet" holdes 19. september på Holstebro Gymnasium & HF og Uddannelsescenter Holstebro samt 3. oktober på Uddannelsescenter Holstebro.
