Vemb: Salen bliver fyldt med englelyd fra alskens instrumenter, når Holstebro Musikskole søndag den 9. december holder julekoncert på Nr. Vosborg.
Over 100 børn og unge kommer til herregården og vil glæde tilhørerne med resultatet af deres arbejde de seneste uger. Det skulle gerne resultere i et flot og julehyggeligt program med både klassiske værker, glade julesange og smukke julesalmer.
Holstebro Musikskole har en mangeårig tradition for at sætte sammenspillet i højsædet. Derfor er der både accordeon-, blokfløjte-, guitar- og strygerorkestre som denne dag spiller både for jer - og med jer: Deltagerne får nemlig lejlighed til at synge fællessange og -salmer sammen med orkestrene undervejs.
Udover orkestrene er der enkelte kammermusikalske indslag med elever fra Holstebro Musikskoles Talentlinje og Musikalsk Grundkursus (MGK).
Alle er velkomne til julekoncerten.
/EXP