Cyklister og fodgængere er tvunget ud på bilvej, fordi en ny sti, der ellers er krav om i lokalplanen, ikke er anlagt ved den nye Rema 1000 på Lægårdvej, som åbnede i oktober.
Mejrup: Det er fire uger siden, at en ny Rema 1000-butik åbnede ved Lægårdvej og med en stor p-plads. Til gengæld er det svært for cyklister og gående at komme sikkert og tørskoet frem til butikken.
Der er begyndelsen til en trampesti fra en cykelsti, som løber vest for p-pladsen. Men det kræver god balance på en cykel - eller solide støvler - for at slippe tørskoet igennem. Alternativet er at cykle på Lægårdvej hen til indkørslen til butikken.
- Men det er meget utrygt - og ikke mindst for børn - at gå eller cykle på Lægårdvej, hvor bilister ikke er vant til fodgængere, siger en beboer på Sletten, som ellers er glad for den nye butik.
Han har henvendt sig til Dagbladet om problemet - efter han først har forsøgt sig hos kommunen.
Det står i ellers i lokalplanen, at der skal etableres en forbindelsessti fra cykelstien til Remas p-plads. Og at den skal etableres, inden butikken kan få en ibrugtagningstilladelse af kommunen, påpeger beboeren, som ikke ønsker sit navn i avisen.
- Der kan let ske en ulykke, hvis en bilist er uopmærksom, eller det bliver glat, påpeger beboeren - som bor 600-800 meter fra den nye Rema - og som opfordrer til at få stien lavet, inden noget går galt.
Stien er snart på vej
Torben Mølgaard, der er chef for Holstebro Kommunes byggesagsafdeling bekræfter, at stien burde være anlagt, inden butikken åbnede.
- Vi skal ikke have folk, der kommer til skade, så den skal etableres. Vi har nu modtaget en ansøgning om stien, men vi mangler oplysninger, før vi kan færdigbehandle den. Derefter forventer vi, at Rema gør alt for at få det på plads.
Hos Remas ejendomsselskab Reitan, som ejer bygningerne, beklager direktør Stephan Sørensen, at stien ikke er blevet færdig, inden butikken åbnede.
- Det skal være i orden, og vi er opmærksomme på det. Jeg forventer, at stien er etableret inden for kort tid. Der må være sket en svipser, siger Stephan Sørensen, der nu vil tjekke en ekstra gang, at stien snart falder på plads.