Thyboen Søren Dahls fortæller på Hardsyssel Sommerhøjskole 2019 anekdoter om et liv med musik og showbiz.
Vejrum: De fleste kender ham nok fra radioprogrammet Café Hack på DR P4, men Søren Dahl er også musiker og har været med i De Nattergale, Jacob Haugaard og Co. og Biz med Finn Nørbygaard. Og så har han skrevet et hav af teateropsætninger og flere bøger - senest "Med Fanden i hælene" fra 2016. I dag er Søren Dahl vært på Dahl på Hack i samarbejde med YouSee.
Onsdag den 31. juli 2019 holder han foredrag på Hardsyssel Sommerhøjskole, som Hardsyssel Efterskole ved Struer står bag. Her kan deltagerne på sommerhøjskolen høre anekdoter fra Søren Dahls liv i showbiz.
Hardsyssel Sommerhøjskole foregår i uge 31 2019 og er for alle, som har lyst til en uge med masser af nærvær, hygge og sjov. Søren Dahls foredrag med musik passer godt ind i det tema, vurderer forstander Rolf Sanderhoff, Hardsyssel Efterskole.
- Søren Dahl er et menneske med meget på hjerte. Han er radiovært, musiker, forfatter og foredragsholder - og det bliver man jo kun, hvis man har noget at fortælle og nogle oplevelser i bagagen at dele ud af. Mange mennesker kan godt kan lide at lytte til ham. Vi glæder os til, at han kommer og spiller og fortæller, siger Rolf Sanderhoff.
Rødder i FDF
Søren Dahl er født i Thy som yngste barn i en søskendeflok på seks. Familien var meget engageret i FDF.
- Jeg har været FDF'er i Thisted og har fået en del af min musikalske opdragelse der. Jeg kan tale meget om FDF, siger Søren Dahl.
Også Hardsyssel Efterskole har rødder i FDF.
- Det er vigtigt for os, at der kommer en i huset, som kender vores værdigrundlag. At Søren derudover har vestjyske rødder er en ekstra bonus, understreger Rolf Sanderhoff.
Søren Dahl fortæller blandt andet om sin barndom fyldt med musik - og følelsen af at skille sig ud. Foredraget er en historie om mindreværd, betydningsfulde teenageår, interesse for svaj i bukserne og Jimi Hendrix. Søren Dahl fortæller også om livet på landevejene og om nysgerrigheden for andre mennesker - som også brænder igennem i mødet med publikum.